Denne ægte italienske marengs er den lækreste hjemmelavede guf til din isvaffel; sej og cremet og med et tvist af pebermynte, SÅ lækkert! Pebermynten passer supergodt til den søde guf, som sammen med f.eks. en god jordbær- eller chokoladeis er en vidunderlig kombination. Marengsen kan også bruges som en lækker topping til kager, hvor marengsen kan brændes med en gasbrænder. F.eks. ville den være et fantastisk match til denne skønne og syrlige rabarbertærte eller til cup cakes.
Guf til 5-6 isvafler
Ingredienser:
50 g. æggehvide
150 g. hvidt sukker
1/2 dl. vand
1 tsk. Pebermynte ekstrakt
Lav marengsen lige inden den skal bruges, da den her har den bedste konsistens. Pisk først æggehviderne stive i en røremaskine. I en lille gryde koges vandet og sukkeret op for fuld skrald. Lad den koge yderligere i ca. 2 minutter til massen er tyknet lidt, og blevet til en sukkersirup. Hæld straks siruppen i en tynd stråle ned i æggehviderne under piskning, og pisk herefter massen i ca. 10 minutter på middel til høj kraft indtil marengsen er sej. Smag til med pebermynte ekstrakt, og så er guffen klar til at toppe din helt egen isvaffel. Velbekomme!
Hvor køber man pebermynteekstrakt og gode vanillestænger.
Hej Karin. Tak for din besked 🙂
Både vaniljestænger og pebermynteekstrakt kan nu findes her på hjemmesiden under “shop”.
Bedste hilsner
Rune