Saftige kokosmakroner med marcipansmag

Saftige kokosmakroner med marcipansmag

Kokosmakroner er hyggelige eftermiddags-småkager, som kan laves impulsivt og i en ruf. De er hurtige at røre sammen og hurtige at bage. Vi laver jævnligt kokosmakroner, også fordi vi tit står med en rest æggehvider og så er kokosmakroner  jo oplagt.

Vi har eksperimenteret en del med dejen, og er nået frem til denne opskrift, som vi synes har den perfekte konsistens og smag. Smørret gør dem saftige og sprøde, mandelmelet giver en dejlig fast konsistens og så tilfører vi gerne lidt af den skønne bittermandelekstrakt fra Nielsen Massey, som giver kagerne en lækker marcipansmag og hæver den almindelige kokosmakron til en lidt mere luksussmåkage. En Tahiti vaniljestang smager jo himmelsk sammen med kokos og smør, men hvis det er lidt meget at spendere på en kokosmakron, så passer en bourbon stang også fantastisk eller lidt Vanilla Bean Paste er også super godt, og det er den vi har valgt at bruge her 🙂

DSC_1147

Ca. 30 stk. kokosmakroner

50 gram smør

100 gram sukker

3 æggehvider (90 gram)

110 gram kokosmel

75 gram mandelmel, groft blendet

1 tsk Vanilla Bean Paste eller 1 stk. Bourbon vanilje stang

1 tsk. mandelekstrakt

Smelt smørret i en stor gryde ved middel varme. Tilsæt sukker og æggehvider og rør godt rundt. Tilsæt derefter kokosmel, mandelmel, mandelekstrakt samt vanilje og bland det hele godt sammen. Varm massen godt igennem i 5 minutters tid. Brug 2 skeer til at forme toppe af kokosmassen og læg dem på en plade beklædt med bagepapir. Denne mængde giver til 1 fuld plade. Bag kokosmakronerne i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i ca. 8 minutter, eller til de er gyldenbrune. Enjoy!

TIP:

Vi kan godt lide at smagen af mandelekstrakten er tydelig. Ønsker man en mere mild smag, der ligger som en sød marcipannote i baggrunden, så kan man nøjes med 1/2 tsk.

 



Skriv et svar


Dette er en demoshop til testformål. Ordrer vil ikke blive ekspederet. Afbryd