Overdådig chokolademousse med Orange Blossom Water

Overdådig chokolademousse med Orange Blossom Water

Ahhh, – dyb intens, ægte chokolade kombineret med den friske, blomsterrige Orange Blossom Water er et “match made in heaven”. Denne chokolademousse har den lækreste konsistens og orangeblomstvandet hæver den til himmelske højder – en dessert dine gæster vil dåne over. Og så skal hele herligheden selvfølgelig have selskab af en saftig og velsmagende vaniljestang.

Det er en opskrift vi vil bruge igen og igen hen over sommeren, og den kan jo toppes med forskelligt pynt alt efter lyst og smag; her har vi valgt hjemmelavet syltet appelsinskal og høvlet hvid chokolade, som passer vores smagsløg perfekt.

Opskriften er til 4-6 personer alt efter hvor stor en chokoladespiser man er; mængden i glasset på billedet giver til ca. 5 glas i denne størrelse.

DSC_0998

4-6 personer

Ingredienser til chokolademoussen:

150 gram mørk chokolade 60%

150 gram sukker

1 vaniljestang – her kan du bruge både bourbon og tahiti. Alternativt 2 tsk. vaniljeekstrakt.

5 æggeblommer

5 æggehvider

1 dl fløde 38%

4 tsk. Orange Blossom Water

 

Ingredienser til syltede appelsinskaller:

2 økologiske appelsiner

150 gram sukker

1 dl vand

evt. kornene af 1/2 vaniljestang

1 plade hvid chokolade til pynt

 

Fremgangsmåde chokolademousse:

Først skal alle elementerne gøres klar hver for sig, så de er klar til at blive vendt sammen til sidst.

Chokoladen smeltes over vandbad, i chokoladesmelter eller i microovnen. Pas på den ikke bliver for varm – den skal kun lige være smeltet sammen til en blank, glat masse.

Mens chokoladen smelter, piskes æggeblommerne luftige sammen med sukker og vaniljestang. de skal piske i ca. 5 minutter. Det har ingen betydning, om der er sukkerkorn i massen – de “smelter” undervejs i den videre proces.

Æggehviderne piskes luftige; de skal kunne “stå selv” uden at falde ud af skålen, hvis du vender skålen på hovedet.

Fløden piskes til let skum. Det er vigtigt, at den ikke bliver for stiv, da moussen ellers vil blive for fast i konsistensen. Hellere for blød end for fast.

Når alle elementer er klar “samles” moussen i denne rækkefølge:

  1. Den smeltede chokolade tilsættes æggeblommemassen under kraftig piskning.
  2. Når massen er sej og ensartet tilsættes halvdelen af de piskede æggehvider. Hviderne piskes forsigtigt ind i chokolademassen ved håndkraft.
  3. Når hviderne er nogenlunde pisket ind i massen, vendes den letpiskede fløde i chokolademassen.
  4. Til sidst tilsættes orange blossom water og de sidste æggehvider, som foldes forsigtigt ind i massen. Når massen er ensartet hældes den på glas, i skål eller hvordan man nu ønsker at servere den. Massen har en konsistens, så den nemmest hældes fra en kande med tud.

Herefter skal moussen sætte sig minimum 4 timer i køleskabet.

Fremgangsmåde syltede appelsinskaller:

Appelsinerne skylles i koldt vand.

Brug et julienne jern til at “skrælle” lange, fine strimler af appelsinskallen.

Har man ikke et julienne jern kan man istedet forsigtigt skære skallen af appelsinerne med en skarp kniv. Være opmærksom på, at du får så lidt som muligt at den hvide hinde med (den er meget bitter og gør, at skallerne skal koge længere). Skær herefter appelsinskallerne i fine strimler.

Sukkeret koges forsigtigt op sammen med vand og evt. vaniljekorn. Når sukkeret er helt smeltet tilsættes appelsinskallerne, og skallerne skal herefter koge/simre ved lav varme i minimum 30 minutter, men gerne 1 time for at skallerne bliver “møre”. Hvis massen bliver meget tyk, kan man tilsætte lidt ekstra vand undervejs.

Når skallerne er møre “fiskes” de op af siruppen og køler af på en tallerken i et tyndt lag. Efter et par timer er de klar til brug.

Siruppen kan gemmes i et glas i køleskabet og bruges indenfor 14 dage til hvad fantasien end kan finde på 🙂

Anretning:

De hvide chokoladeflager laves ved at lægge den hele plade hvid chokolade med bagsiden opad på den lange led foran dig på køkkenbordet. En skarp kokkekniv placeres lodret på chokoladepladen. Mens du holder på spidsen og i håndtaget,  trækkes kniven forsigtigt ind mod dig selv.

Fordel appelsinskaller samt hvid chokolade på chokolademoussen – velbekomme!

DSC_0995



Skriv et svar


Dette er en demoshop til testformål. Ordrer vil ikke blive ekspederet. Afbryd